Nyheder

Barselsvikar med stærke formidlingsevner og et godt overblik

En af vores gode kolleger går på barsel og derfor søger vi en vikar. Værtskab, formidling og filialarbejde er centralt for stillingen.

Af Kristoffer

Tags

EUROPE DIRECT Syddanmark

Er du en stærk formidler både i det digitale og fysiske rum? Har du en solid faglighed indenfor kultur og kommunikation, og kan du udpege formidlingsveje, der rammer hjertet, forundrer og stimulerer nysgerrigheden? Så er det måske dig vi søger.

I forbindelse med den kommende ombygning af Ølgod Kulturhus flytter biblioteket i midlertidige rammer og her vil du få en særlig rolle. Du skal sikre at vores brugere stadig få et relevant bibliotekstilbud og det er en klar fordel, hvis du kan spotte og handle på de synergier, som opstår når vi i en periode placerer vores tilbud andre steder.


Dine primære opgaver

Skåret helt ind til benet, så bliver din primære opgave at betjene vores brugere. Det sker konkret ved, at du:

  • Varetager værtskabet og bidrager til at udvikle det. 
  • Formidler det fysiske og digitale medieudbud med blik for børn og voksnes digitale dannelse og teknologiforståelse.
  • Faciliterer kulturelle aktiviteter og arrangementer i og udenfor biblioteksrummet. 

Din base og tilhørsforhold bliver på vores hovedbibliotek i Varde, mens vagtdækningen primært vil foregå på en eller flere af vores filialer.


Vores forventninger
Du har en relevant videregående uddannelse inden for kultur og kommunikation – og måske erfaring fra et folkebibliotek eller andet formidlingscenter.

  • Du ved, at vores brugere er det vigtigste for os og derfor er du nysgerrig på, hvem de er og hvordan vi er til stede for dem.
  • Du brænder for formidling, og du må gerne være helt i front i forhold til digitalisering, kommunikation og fremtidens udvikling. 
  • Du understøtter læsning med en legende og oplevelsesbaseret tilgang.
  • Som person elsker du at finde løsninger og gå nye veje sammen med dine kollegaer.
  • Du trives med omskiftelige arbejdsopgaver og du ser en mening i både udvikling og drift.

     

Om os

Vi er Varde Kommunes største kulturinstitution, målt på besøgstal, og med fem huse er vi det nærmeste udtryk for kulturen i borgernes hverdag. Hovedbiblioteket er placeret i centrum af Varde og du kan læse mere om vores filialer her 

Vi deler hus med EUROPE DIRECT, Borgerrådgiveren samt byens handelschef, hvilket passer godt til vores fokus på eksterne samarbejder. På flere af filialerne bor vi også sammen med Borgerservice. 

Du får ca. 35 kolleger, der brænder for at forsyne kommunens 50.000 borgere med oplevelser, læring, fordybelse og fællesskaber. Faglig modenhed og initiativrigdom svinger med humor, kreativitet og en gensidig respekt for hinandens styrker og svagheder. Samarbejde på tværs er en del af bibliotekets DNA, så det er vigtigt for os, at du ud over at være faglig dygtig også er en god kollega, der bidrager positivt til den gode holdånd, fællesskabet og løsning af de opgaver, der opstår.

Vi er et centralt kulturhus med mange fysiske fællesskaber og mødesteder på dagsorden. Dannelse, læring, demokrati og formidling står højt på vores dagsorden. Du kan læse meget mere om os, og hvad vi aktuelt arbejder med på vores hjemmeside: Vardebib.dk

Yderligere information

Stillingen er et barselsvikariat på 37 timer i ugen og med opstart hurtigst muligt og senest 1. november. Løn efter gældende overenskomst. 

Du skal være indstillet på, at stillingen indeholder aften- og weekendarbejde. Kørekort er en nødvendighed, da du både skal være i Varde og rundt omkring på vores filialer. Du bedes derfor anføre i ansøgningen, hvorvidt du har kørekort. Egen bil er desuden en fordel.

Ansøgningsfristen er den 1. oktober 2024 og samtaler forventes afholdt den 9. oktober. Dog 
indkalder vi kandidater til samtaler løbende, og afslutter processen, hvis vi finder den rette inden 1. oktober.

Ved ansættelse i stillingen skal der afleveres straffeattest, og der vil blive indhentet børneattest.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Formidling og Medier, Lene Fogh Christiansen på 21198725 eller på lecf@vardebib.dk eller leder af Kultur og Læring Pernille Østergaard Sørensen på tlf. 21326864 eller på psra@vardebib.dk.